03-01-2012
Når jeg ser mig omkring i det allervestligste Danmark, så er der selvfølgelig tit nogle nyheder, der fortæller om hvorfor det er svært at klare sig her.
 
I denne tid arbejder jeg på flere projekter, som blandt andet indeholder foodinnovation, kunst, kultur og det er virkeligt spændende at se, hvordan det myldrer frem med netværk og innovative mennesker over det hele. Der er grøde og gang i den og så er det nemt at have optimisme.
 
Jeg ved ikke hvorfor der er så mange initiativrige personer, her hvor den nærmeste nabo mod vest er England, det er bare med en rigtig god fornemmelse, jeg ser 2012 komme løbende imod mig og jeg glæder mig til at løse en masse spændende opgaver i det kommende år.
 
Jeg ser frem til at møde endnu flere gode og seriøse mennesker, der godt ved, hvordan humøret bevares og udviklingen skal tage fat. Netværk er guld værd - specielt når man ikke lige betaler sig ind i det. Som en kendt erhvervsmand siger, så er han ligeglad med netværk, han synes det er mere værd at kende mennesker.
 
Det er jeg enig i!


Virksomheder, der ledes af kvinder er fremtiden!


Sådan tror efterhånden flere og flere fremtids- og trendforskere.

Det er selvfølgelig en subjektiv betragtning og alligevel så er der flere og flere ting der tyder på, at det går den vej.

Kvinder tænker tit og ofte langt mere holistisk og empatisk end mænd og i dag, hvor store produktioner ligger i andre dele af verden, end der hvor vi bor, er der brug for helt nye måder at tænke på, at lede virksomheder på, at skabe sammenhæng i samfund, mennesker og arbejde til gavn for det hele menneske – kvinde og mand.

Fremtiden tilhører dem, der tænker, at vi arbejder “sammen med” og ikke “arbejder for” nogen. De organisationer, der udelukkende tænker med venstre hjernehalvdel og dermed er stærkt styrende i traditionel forstand, vil opleve at få det sværere og sværere og de virksomheder, der kan få højre og venstre hjernehalvdel til at spille sammen og der igennem udvikle et værdifuldt samarbejde, vil finde en ny plads på landkortet over fremtidens virksomheder.

Det betyder faktisk, at der i dag forestår et stort arbejde for eksisterende virksomheder, der styrer efter venstre hjernehalvdel, at få drejet fokus over på hvordan man kan forny en eksisterende gammel virksomhed, uden at miste fodfæste.

Hvor ville det være forfriskende at se en eksisterende virksomhed med sund økonomi, lave et fuldkomment turn around og bruge det overskud, der findes for nuværende, til at skabe en ny platform uanset, at det kan koste store summer i de år der følger. Det skal selvfølgelig ske ud fra den betragtning, at man sikrer virksomheden en levedygtighed, der rækker meget længere end den, der umiddelbart er udsigt til i dag.

Den type turn around for en virksomhed, vil i praksis kun kunne lade sig gøre, hvis man ser i øjnene, at mindst halvdelen af ledelsen skal bestå af kvinder. Og her er det vigtigt at bemærke, at ansættelsen og værdisættelsen af disse kvindelige ledere ikke skal ske ved den traditionelle tænkning, hvor man tester og analyserer efter de sædvanlige parametre, som venstrestyrede hjerner plejer.

I disse tider ser man i øvrigt velmenende personer, ledere som politikere, der rigtig gerne vil udtrykke social ansvarlighed og derfor sætter sig sammen i den type netværk. Det er dog meget bemærkelsesværdigt, at der til tider er et fuldkomment fravær af kvinder i disse forums. “Hvorfor?” kunne man måske spørge og det til må svare vel egentlig være, at disse forums blot er endnu et forsøg på at skabe en styret enhed med et veldefineret formål og mål.

Det er allerede på forhånd dømt ude, da det blot er en gammel måde at styre en ny idé. Innovation og idéer har det bedst under sprudlende former, med intuition som en af de vigtigste parametre at agere under – og igen har vi her en stor værdi at trække på hos kvinder.

Spørgsmålet er vel egentlig, hvornår vi mandlige ledertyper forstår, at træde tilbage, kaste vores værdier og hjernehalvdele i samme pulje som kvinderne og så trække et ligeværd op hatten, hvor vi begynder at “arbejde sammen” i stedet for at “arbejde for”.



I denne artikel har jeg indlagt denne lille video fra Anne Lise Kjær, London, der forsker i det hun kalder “Trend Mapping” og Anne Lise Kjærs klientliste er fornem og borger for, at det hun siger rent faktisk er værdsat af store internationale virksomheder.

Se Anne Lise Kjærs website www.kjaer-global.com

Copyright 2011 | Kong Gulerod